112

Omfattende feriehjælpsprogram hjælper fattige børn med høj risiko for social isolation

Foto: Arbejdsmarkedets Feriefond

”Jeg bliver dybt bevæget over at høre hvordan feriehjælpen løfter børnene” udtaler Nina Löwe Krarup, direktør i Arbejdsmarkedets Feriefond.

Udsagn fra deltagere på ferieophold gør indtryk og bekræfter feriehjælpens betydning for de mange udsatte børn og familier:

”Det var så dejligt, at vi kunne glæde os til en ferie lige som alle andre og at se mine børns glade øjne, er det bedste, jeg har oplevet i lang tid” udtrykker en deltager fra Foreningen til Støtte for Mødre og Børn.

”Ferien har virkelig gjort en forskel for mig og børnene. Børnene har været helt anderledes efter ferien. Min datter er meget mere tryg ved verden, end hun var inden ferien. Hendes utryghed ved verden har hun døjet med i mange år. Hun er en helt anden pige efter ferien”, udtaler en deltager fra Samvirkende Menighedsplejere.

En anden deltager fra Samvirkende Menighedsplejers ferieophold skriver ”Jeg fik faktisk vand i øjnene, da jeg gik og pakkede ud om lørdagen, efter ferien. Jeg blev så rørt af situationen. Tænk jeg kunne give mine børn en ferie i år”

Arbejdsmarkedets Feriefond har via fondens landsdækkende feriehjælpsprogram bevilget ca. 40 mio. kr. til feriehjælp i 2022, samt afsat 5 mio. kr. til feriehjælp for ukrainske flygtninge.

Mere end 60 pct. af deltagerne er børn og unge fra udsatte familier.

Det er børn i familier under konstant pres og stress, med dårlig økonomi, ofte gældsatte, med konfliktfyldte opbrud, ofte psykisk og fysisk sygdom. Vilkår, der binder familierne til hjemmene og gør hverdagen svær for mange børn.

Feriehjælpsprogrammet har været med til at give deltagerne på ferieopholdene glæde, ny energi, mod til at indgå i nye fællesskaber og mange har fundet en bedre måde at være sammen på i familien. Nogen har endda fået mod på at gå i uddannelse eller arbejde. Tilbagemeldingerne understreger at et ferieophold kan være med til at booste sociale netværk og social mobilitet.

Det har været helt fantastisk. Min datter, der har været knækket i skolen, tør pludselig gå hen til andre børn og spørge om de vil lege. Ferien har været SÅ god for os alle”, skriver en deltager fra Dansk Folkehjælp

En anden deltager fra Dansk Folkehjælp udtrykker: ”Mine børn var bekymrede og flove over vores økonomisk situation. Mødet med andre ligestillede børn og familier var en super oplevelse for dem, og de nød ferien og de nye venner. De fik oplevelser sammen med mig, og med nye venner vi ellers ikke ville kunne have fået. Jeg forestiller mig mine børn kommer tilbage til skolen med lige så gode feriehistorier som alle de andre børn og det er jeg meget taknemmelig for.”

”Jeg er glad for at være med til at give børnene denne oplevelse, især fordi jeg kan mærke hvor meget de vokser på de fem dage, vi er afsted!”, udtaler en frivillig på en af Red Barnets ferielejre.

I 2021 deltog 16.000 vanskeligt stillede familier og børn over hele landet i et ferieophold i Arbejdsmarkedets Feriefonds regi. En ferie som for manges vedkommende ikke havde været mulig uden den økonomiske hjælp og opbakningen fra de mange tilknyttede frivillige i de sociale civilsamfundsorganisationer, som Arbejdsmarkedets Feriefond har indgået partnerskaber med omkring organisering og tilrettelæggelse af ferieopholdene.

Feriehjælpen er i år uddelt med hjælp fra Folketinget, der over finansloven 2019 reserverede hhv. 15,3 mio. kr. til de ferieophold der løber af stablen i 2022 og 30,6 mio. kr. til kommende ferieophold i 2023.

På baggrund af den nye ferielov er der usikkerhed om den fremadrettede finansiering af Arbejdsmarkedets Feriefonds feriehjælpsprogram.

Hos Arbejdsmarkedets Feriefond er man taknemmelige for den hjælp Folketinget har ydet, men understreger behovet for en permanent finanslovbevilling, da fonden ellers kan blive nødt til at skrue ned for uddelingerne.

”Jeg nærer en stærk forhåbning om at man fortsat politisk vil sikre uddelingsniveauet hos Arbejdsmarkedets Feriefond så de børn, der er i risiko for fattigdom, mistrivsel og social isolation får del i de ferieglæder, andre børn har”, afslutter direktør Nina Löwe Krarup.

Kommentarer