112

Energieffektivitet og mere sol og vind er centrale værktøjer til at nedbringe CO2-udledninger

Det kræver mere sol og vind, energieffektive løsninger og teknologier som fangst og lagring af CO2 for at redde klimaet. Det slår FN’s Klimapanel IPCC fast i tredje delrapport, der fokuserer på mulighederne for at reducere verdens udledning af drivhusgasser.

De menneskeskabte udledninger bliver ved med at stige, og det sker fortsat primært i verdens rigeste lande. Hvis vi skal leve op til Parisaftalens målsætning om at holde os under 1,5 grads temperaturstigning, er der derfor brug en stærk reduktion i udledningen af drivhusgasser – og det gør vi f.eks. ved at erstatte fossile energikilder med grøn energi. Sådan lyder det blandt andet i FN’s Klimapanels tredje delrapport, der stiller skarpt på, hvilke muligheder der er for at begrænse verdens udslip af drivhusgasser og afværge klimaforandringer.

Rapporten peger på flere løsninger. Der er bl.a. behov for at omstille energisystemer til at bruge mere sol- og vindenergi, udnytte energien mere effektivitet og benytte nye, grønne teknologier til at fjerne CO2 fra atmosfæren. Heldigvis slår rapporten fast, at de grønne løsninger mange steder allerede er en rentabel investering.

”Vi udleder flere drivhusgasser, end kloden kan holde til, og vi har derfor et kæmpe ansvar for at skubbe hårdt på den grønne omstilling og vise, at krisen kan løses. Heldigvis har Danmark længe investeret i de værktøjer, der ifølge IPCC er en del af løsningen. Vi får grøn strøm fra vores vindmøller og solceller, ligesom vi er verdensførende i energieffektivitet – og har de samme store ambitioner, når det gælder fangst og lagring af CO2. Rapporten viser, at den grønne vej er den rigtige vej at gå,” siger klimaminister Dan Jørgensen.

Rapporten er tredje del af den sjette hovedrapport fra FN’s Klimapanel IPCC. Den første delrapport blev udgivet i august sidste år og omhandlede omfanget af klimaforandringerne og temperaturstigningen, mens den anden delrapport omhandlede konsekvenserne af klimaforandringerne og behovet for klimatilpasning.

Kommentarer