112

Wermelin sætter spot på nyt fænomen: Danskernes ’naturkultur’

Danskernes naturforståelse er på programmet, når miljøminister Lea Wermelin tager på naturbesøg i det ganske land. Sigtekornet er indstillet på børn og nogle af de erhvervsuddannelser, der er med til at forme danskernes naturkultur.

Dansk natur er trængt og har brug for mere plads, og i øjeblikket dyster landets 98 kommuner i Miljøministeriets kommunekonkurrence, hvor det handler om at gøre noget godt for biodiversiteten.

Ude i kommunerne skyder det op med projekter til fordel for den danske natur, fra naturaftner, naturpriser og kurser i at slå med le til tilskudspuljer og samarbejder med forsyningsselskaber, institutioner og virksomheder. Og der eksperimenteres, undervises og uddannes i vild natur.

Natur på retur

Kommunernes indsatser spiller en stor rolle i arbejdet for at få naturen på dagsordenen, men statens og kommunernes indsatser kan ikke stå alene, hvis udviklingen i naturen skal vendes.

”Der er brug for opmærksomhed på vores natur, hvis vi skal sikre en sprudlende og spændende natur til vores børn og børnebørn. Derfor lægger jeg vejen forbi nogle af de steder, der er med til at forme danskernes fremtidige naturkultur. Naturkultur er noget, der grundlægges i barndommen. I dag er børn halvt så meget ude i naturen, som deres bedsteforældre, og det vil jeg gerne være med til at lave om på, men jeg kan ikke gøre det alene. Her har vi brug for alle gode kræfter, hvis vi skal lykkes,” siger miljøminister Lea Wermelin, der fra den 8 – 10. marts stævner ud på en NaTur-rejse i det danske land.

Next stop: NaTur de VILDE Danmark

Miljøministerens NaTur-rejse gør holdt på blandt andet højskolen, landbrugsskolen, børnehaven, grundskolen, gymnasiet, jordbrugsuddannelsen og selvfølgelig nogle af landets 98 dystende kommuner. Alle er vigtige aktører i dannelsen af danskernes fremtidige naturkultur.

Kommentarer