Samfund

Uge Sex med samtykke

Foto: Sex & Samfund.

Børn og unge skal i højere grad lære at mærke, forstå og respektere egne og andres grænser. Derfor er samtykke på skoleskemaet, når det ringer ind til årets Uge Sex mandag den 7. februar. Mange unge har nemlig svært ved at afkode og kommunikere grænser, når det kommer til sex, viser en ny undersøgelse fra Sex & Samfund.

Hver fjerde af de unge i alderen 16-29 år har været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser. Mere end hver ottende har været usikker på, hvorvidt deres sexpartner har samtykket til sex. Og godt halvdelen har givet samtykke til noget seksuelt, selv om de ikke havde lyst. Det viser en ny, stor undersøgelse blandt unge, som Sex & Samfund har fået lavet i anledning af den årlige Uge Sex-kampagne. Undersøgelsen viser, at der er et stort behov for, at danske børn og unge lærer, hvordan man mærker, afkoder og respekterer både egne og andres grænser, samt forstår hvad det vil sige at samtykke. 

Et forebyggende værn

– Seksualundervisning på alle klassetrin i grundskolen og på ungdomsuddannelserne er et effektivt og forebyggende værn mod grænseoverskridende adfærd, seksuelle overgreb og voldtægt. Det giver fra en tidlig alder mulighed for at tale om grænser, relationer og forventninger til køn, og det vil give en vigtig forståelse, som børnene kan tage med sig ind i deres ungdoms- og voksenliv, siger Lene Stavngaard, national chef i Sex & Samfund.

Sidste år fik vi en samtykkelov i Danmark. Siden den trådte i kraft, er antallet af anmeldelser og sigtelser for voldtægt steget markant, og ifølge Lene Stavngaard viser det, at loven er med til at nedbringe mørketallet af voldtægter, der aldrig bliver anmeldt. Men selvom samtykkeloven er en kæmpe sejr, kan den ikke stå alene. Det viser et mytefyldt debatklima og de fortsat mange MeToo-beretninger tydeligt.

– Der findes ikke hurtige eller nemme løsninger, når det handler om at nedbringe antallet af voldtægter. Samtykkeloven er en afgørende milepæl, men samtykke handler om mere end jura. Vi har brug for en markant og langsigtet kulturændring for at forebygge overgreb. Og det kræver et grundlæggende opgør med de myter, normer og forventninger til køn, der hersker i vores samfund, siger Lene Stavngaard. 

Af samme grund er Uge Sex med samtykke overskriften på årets Uge Sex-kampagne, hvor skoler over hele landet sætter seksualundervisning på skoleskemaet.

Unge følger et seksuelt manuskript

I Sex & Samfunds undersøgelse giver de unge udtryk for, at mænd og kvinder forventes at handle på forskellige måder afhængigt af deres køn. Der hersker fx en udbredt norm om, at manden skal tage initiativ, føre an og være grænsesøgende, mens kvinden skal være tilbageholdende og grænsesættende. Disse kønnede forventninger, hvor unge automatisk følger et seksuelt manuskript, kan gøre det svært at aflæse og afkode hinandens signaler.

– Vi er opdraget til at skulle tilpasse os særlige forventninger til køn og sociale hierarkier, som får os til at handle uhensigtsmæssigt. For at kunne imødekomme en kultur baseret på samtykke, må vi tage et opgør med de normer og den kultur, som vi alle bidrager til at opretholde, siger Lene Stavngaard. 

Den sjove historie fylder

Rapporten fastslår, at fire ud af 10 af de unge primært søger viden om flirt, sex og grænser hos deres venner, mens kun knap en ud af 10 bruger deres familie. Mange unge oplever, at det især er den ’sjove historie’, der fylder, når de taler med hinanden om sex og seksuelle oplevelser. Det kan give et populært image blandt vennerne, men kan samtidig vanskeliggøre skellet mellem de sjove og de grænseoverskridende oplevelser. En ud af fire af de unge ville ønske, at de kunne tale mere om dårlige oplevelser med deres venner, mens en ud af fem gerne ville tale mere om oplevelser, der gør dem kede af det.

– De unge har brug for de faglige input, som de kan få i seksualundervisningen. De har brug for kvalificeret sparring og dialog – et rum, hvor myter kan punkteres, og viden bygges op. Manglende dialog og uvidenhed er perfekt gødning til, at myter kan gro og leve frit. Vi må ikke svigte fremtidige generationer. Det er vores alles ansvar at sikre, at de får bedre forudsætninger for at navigere i seksuelle situationer, end generationerne før dem har haft, siger Lene Stavngaard.

Tag snakken i klasseværelset og ved køkkenbordet

En evaluering af seksualundervisningen i folkeskolen viser, at børn ikke får den undervisning i køn, krop og seksualitet, som de har krav på. Med Uge Sex-kampagnen opfordrer Sex & Samfund alle skoleledere i grundskolen og på ungdomsuddannelserne til at prioritere seksualundervisningen, og de håber, at også forældrene vil tage en snak med deres børn og unge om grænser, samtykke og forventninger til køn.

Derudover mener Sex & Samfund, at regeringen bør sætte ind med en massiv forebyggelsesindsats mod voldtægt og grænseoverskridende adfærd blandt unge. Der er blandt andet behov for at gøre seksualundervisning obligatorisk på ungdomsuddannelserne, at øge vores viden om årsagerne til voldtægt og at styrke oplysnings- og rådgivningstilbuddene om sex og samtykke til unge.

FAKTA om Uge Sex 2022

– Uge Sex er Sex & Samfunds årlige seksualundervisningskampagne, som i år bærer titlen Uge Sex med samtykke.

– Under Uge Sex-kampagnen tilbyder Sex & Samfund gratis undervisningsmaterialer, der kan støtte lærerne i at tilrettelægge og gennemføre alderssvarende sundheds- og seksualundervisning – også online.

– Sex & Samfunds undervisningskampagne Uge Sex henvender sig til elever i 0.-10. klasse over hele landet.

– Sex & Samfund forventer, at cirka 400.000 elever og 20.000 lærere over hele landet deltager i årets Uge Sex.

– Sex & Samfund indsamler vidnesbyrd fra unge, der har oplevet seksuelle grænseoverskridelser.

Læs vidnesbyrd på: https://www.sexogsamfund.dk/samtykke-overgreb/laes-vidnesbyrd

– I forbindelse med Uge Sex udgiver Sex & Samfund rapporten ”Unges forhold til og forståelse af samtykke og grænser i seksuelle relationer.” Den belyser, hvordan unge forstår samtykke i seksuelle situationer, hvordan unge taler med deres venner og omgangskreds om sex og samtykke, og hvordan unge forholder sig til den offentlige debat om samtykke.

– Rapporten bygger på to repræsentative spørgeskemaundersøgelser blandt unge og den generelle befolkning samt kvalitative interviews og fokusgruppeinterviews med unge.

– Link til rapporten: https://www.sexogsamfund.dk/presse-uge-sex

– Under Uge Sex opfordrer Sex & Samfund alle forældre til at tage snakken om samtykke og grænser med deres børn. Sex & Samfund har udviklet en e-mail serie, der klæder forældre på til opgaven.

Sex & Samfunds ungeundersøgelse

– 29 pct. af de unge synes, det kan være svært at sige fra i seksuelle situationer, hvor de ikke har lyst til sex.

– 25 pct. af de unge svarer, at de har været i tvivl om, hvorvidt de har overskredet deres sexpartners grænser.

– 13 pct. svarer, at de har været i tvivl om, hvorvidt deres sexpartner havde samtykket til sex.

– 52 pct. af de unge svarer, at de har givet samtykke til noget seksuelt, selv om de ikke havde lyst. Fx har de haft sex oftere, end de havde lyst til.

– 36 pct. af de unge mænd svarer, at det forventes af dem, at de har lyst til sex, når deres partner har lyst. Hos kvinderne gælder det 28 pct.

– 12 pct. svarer, at de har haft sex for at undgå at blive kaldt kedelig eller snerpet. Det gælder 15 pct. af kvinderne, og 9 pct. af mændene.

– 54 pct. af de unge angiver, at de taler med deres venner om sex og seksuelle oplevelser.

– 40 pct. søger primært viden ift. flirt, sex og grænser hos deres venner.

– 10 pct. af drengene søger primært viden ift. flirt, sex og grænser hos familien. Hos pigerne gælder det 8 pct.

– 41 pct. af de unge angiver, at de i høj grad eller nogen grad taler med deres venner om seksuelle grænser og samtykke. Det gælder væsentligt flere kvinder (49 pct.) end mænd (33 pct.)

– 26 pct. af de unge ville ønske, at de kunne tale mere om dårlige oplevelser, og 18 pct. vil i højere grad gerne kunne tale om oplevelser, der gør dem kede af det.

Kilde: Ungeundersøgelse lavet af Voxmeter for Sex & Samfund. Indsamlet fra 10. maj til 3. juni 2021. Repræsentativ for hele den danske befolkning i alderen 16-29 år.

Kommentarer