Navnenyt

To heldige på 18 år i Albertslund kan komme til gallataffel hos prins Christian?

Kongehuset har bedt alle kommuner om at udvælge to 18-årige unge af forskelligt køn til at deltage i et særligt gallataffel i anledning af H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag. Foto: Kongehuset.

Kongehuset ønsker at fejre H.K.H. Prins Christians 18-års fødselsdag. Det skal bl.a. ske med en galla-taffel, hvor to 18-årige fra hver af landets 98 kommuner får mulighed for at deltage. Det gælder således også fra Albertslund Kommune. Så er du 18 år og bor i Albertslund og kunne tænke dig at deltage, så send os nogle ord om hvorfor du gerne vil deltage senest den 1. september 2023.

Har du lyst til at deltage i Kongehusets galla-taffel for H.K.H. Prins Christian med Dronningen som vært søndag den 15. oktober, så skriv nogle linjer eller optag en lille video om hvorfor du gerne vil med – og hvorfor du er en god repræsentant for Albertslund. Send det til mailen kommunikation@albertslund.dk, så vi har det senest den 1. september 2023. Så vil en lille jury bestående af borgmester Steen Christiansen, kommunaldirektør Henrik Harder og Amalie Sletting Thykier fra kommunikationsafdelingen vælge to unge repræsentanter fra Albertslund, som skal deltage i galla-taffel i anledning af H.K.H. Prins Christians 18 års fødselsdag. Ballet på slottet foregår søndag den 15. oktober fra kl. 17-22 (ankomst kl. 16-17).

De gæster, som Kongehuset ønsker, skal være med til at fejre H.K.H. Prins Christian, skal være fyldt 18 år og som udgangspunkt ikke være over 18 år.

Så lever du op til det, så skriv os nogle linjer eller optag en kort video om, hvorfor det lige skal være dig fra Albertslund, der skal være med til at fejre H.K.H. Prins Christian – og begynd så at finde det stiveste puds frem, for der er dømt galla for prinsen!

De to udvalgte vil efter den 1. september blive kontaktet direkte, hvor det mere praktiske omkring arrangementet og deltagelsen vil blive taget. Vi glæder os til at høre fra en masse unge mennesker!  

Kommentarer