112

Sådan gik det da stormen Nora ramte dele af Danmark

De sydligste dele af landet slap med skrækken, da Nora blæste ind over landet. Stormen tabte pusten, og det blev ikke så slemt som frygtet, melder Alm. Brand.

Efter stormen Nora har sluppet sit tag over Danmark, står det klart, at de sydligste dele af landet slap med skrækken. På nuværende tidspunkt har Alm. Brand fået omtrent 100 skadesanmeldelser.

Forsikringsselskabet har hen over weekenden indsat ekstra mandskab på arbejde til at hjælpe de kunder, der måtte blive ramt af stormen, men heldigvis har der kun været få henvendelser.

”Nora blev ikke lige så slem, som først antaget, men vi har udvidet åbningstiden og indsat ekstra bemanding, så vi kan hjælpe vores kunder. På grund af stormens omfang, er det heldigvis kun en lille andel af vores kunder, der er blevet ramt af stormen. Vi er nu i gang med at behandle deres skader og give dem den rette hjælp, som de har brug for,” siger Jesper Olsen, skadeschef for bygning og løsøre i Alm. Brand.

Forsikringsselskabet har også et særligt skadeservice-firma klar, som kører ud til kunderne, hvis der er opstået akutte skader forårsaget af Nora.

De typiske skader har været væltede hegn, havemure, drivhuse, flagstænger, cykelskure og trampoliner, der er blæst rundt.

Malik var værre

Selvom Nora enkelte steder nåede orkanstyrke, forårsagede stormen ikke flere skader, end Malik der ramte Danmark for blot tre uger siden.

”Nora varede heldigvis ’kun’ seks timer og ramte en mindre del af Danmark, og derfor har vi ikke set lige så mange skader som efter Malik, hvor vi havde omtrent 6000 skader,” siger Jesper Olsen.

Under Malik og Nora har Alm. Brands kunder anvendt forsikringsselskabets nye digitale skadesanmeldelsesløsning.

”Vores kunder har i stor stil brugt vores digitale løsning til at anmelde deres skader, og det har betydet, at vi har kunnet behandle vores skader hurtigere end normalt og fokusere vores ressourcer der, hvor der er akut behov for hjælp,” siger Jesper Olsen.

Kommentarer