112

Ny forsøgsordning for frilandsbyer og -øer er startet

Foto: Landdistrikternes Fællesråd.

Fra den 1. marts og frem til juni måned er det muligt for foreninger og småøer at søge om at blive en del af forsøgsordningen med frilandsbyer og -øer. I den første fase indhentes interessetilkendegivelser, der på sigt kan blive en del af ordningen.

Bygningen med den blændende havudsigt, der ifølge kystbeskyttelsesloven ligger for tæt på vandet til at danne rammen om erhvervsaktivitet eller den tidligere lade, der ikke kan omdannes til et nyt bofællesskab på grund af en snærende planlov.

Lovværk kan i visse tilfælde vise sig at spænde ben for de gode idéer til udvikling af lokalsamfund. 

Fra og med i dag og frem til 1. juni kan landsbyer og øer repræsenteret ved lokalråd eller foreninger tilkendegive interesse for at blive en del af en forsøgsordning, der potentielt kan frisætte lokalområdet fra regelsæt og lovgivning. Ordningen giver landsbyerne mulighed for at beskrive udviklingsprojekter og ideer, der ikke kan realiseres på grund af specifik lovgivning eller regelsæt.  

– De gode idéer spirer frem i landdistrikterne, men ofte bremses projekterne allerede i planlægningsfasen, fordi lovgivning og regler spænder ben. Med en forsøgsordning for frilandsbyer og -øer træder lokalråd og foreninger ind i forlængelse af frikommuneforsøgene og sættes fri af rammetænkning. Ordningen giver dem dermed mulighed for at puste liv i forliste projekter, der potentielt kan gøre en forskel for lokalområdet, forklarer formand for Landdistrikternes Fællesråd, Steffen Damsgaard.

Også på småøerne kan tidligere tiders regelsæt risikere at spænde ben for ny udvikling. Derfor kan småøerne også indsende beskrivelse af deres problemstilling og dermed få deres lokale problemstilling til behandling. Dorthe Winther, formand for Sammenslutningen af Danske Småøer, håber, at forsøgsordningen på sigt kan medvirke til at løse generelle udfordringer for øerne:

– At være bosat på en ø er noget helt specielt. Men meget lovgivning tager ikke højde for de særlige betingelser, hvilket efterlader mange projekter som krøllede papirer i skraldespanden. Vi håber, at ordningen på sigt kan være med til at bane vejen for en gentænkning af reglerne, så øerne ikke hindres unødigt og kan få lov til at udvikle sig efter nutidens behov.

Mere liv – mindre rammetænkning

Forsøgsordningen er indgået på baggrund af den politiske aftale ”Mere liv i bymidter og landdistrikter”. Formålet er i første omgang at afdække interessen for ordningen, der potentielt kan give landsbyer og øer mulighed for at få dispensation fra lovgivning, der på den ene eller anden måde hindrer udviklingspotentialet i et afgrænset område. I forsøgsordningens første fase fra 1. marts til 1. juni skal landsbyerne og øerne sætte ord på deres lokale projekt og den lovgivning, der er til hinder for udførelsen.

Herefter er det i forsøgsordningens anden fase muligt at opkvalificere de indkomne landsbyer og øers projekter med henblik på at præsentere dem for videre politisk beslutningstagen. Såfremt der politisk er opbakning til forsøgsordningen, vil ordningen tidligst påbegyndes i 2023.

Interesserede landsbyer og øer er velkommen til at deltage i to digitale fyraftensmøder arrangeret af Sammenslutningen af Danske Småøer og Landdistrikternes Fællesråd. Læs mere og tilmeld dig via linket: 

  1. Møde d. 17. marts fra kl 17.00 – 18.00 
  2. Møde d. 23. marts fra kl. 19:30 – 20:30 

Information om ordningen og blanket for interessetilkendegivelse kan findes via www.landdistrikterne.dk/frilandsbyer eller send dine spørgsmål til frilandsby@landdistrikterne.dk.

Kommentarer