Samfund

Nu står Danmarks største lynladestation klar

Foto: Clever

Fremover bliver det nemmere at krydse landet i elbil. Mandag eftermiddag indviede Clever Danmarks største lynladestation ved Odense, som kan lade 28 elbiler på samme tid med lynhurtig strøm. Både transportminister Trine Bramsen og Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel var mødt op for at fejre indvielsen og for at dele deres tanker om den grønne omstilling af transporten.

Det skal være nemt at køre elbil, også på tværs af landet, lød budskabet fra Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller, der officielt kunne indvie Danmarks største lynladestation ved Odense tidligere i dag.

Med sig havde han transportminister Trine Bramsen, Odenses borgmester Peter Rahbæk Juel og Jesper Hjulmand, adm. direktør i energi- og fibernetkoncernen Andel, og alle satte de et par ord på behovet for at omstille transporten til gavn for den grønne omstilling:

”Med lynladestationen her ved Odense skriver vi i dag et vigtigt kapitel i dansk transporthistorie. Den er nemlig en helt central del af den hverdagsgrønne omstilling, og så markerer den noget nyt og spændende. Der er behov for, at endnu flere danskere kommer over på de grønne løsninger, især fordi vejtransporten udleder knap 30 pct. af den samlede CO2-udledning. Ingenting sker af sig selv, og vi er alle en del af den grønne løsning, som sker her og nu”, lød det fra transportminister Trine Bramsen til indvielsen.

Lynladestationen ved Odense har 14 lynladestandere, der nu forsyner op til 28 elbiler på samme tid med lynhurtig strøm – og det er der brug for, hvis flere skal vælge elbilen til i hverdagen, lød det fra Clevers direktør, Casper Kirketerp-Møller: 

”Et af elbilens allerstærkeste kort er, at du kan lade den, hvor du er, og langt de fleste elbilister kan lade derhjemme eller ved kantstenen i byerne natten over. Men der er også brug for at lade elbilen på de lange ture tværs over landet, og her er Odense et vigtigt knudepunkt. Clevers formål er at accelerere den grønne omstilling af transporten ved at gøre det nemt og trygt for alle at vælge elbilen til i hverdagen, og derfor investerer vi ambitiøst og langsigtet i rigelig og relevant ladeinfrastruktur. Alene i år forventer vi at kunne indvie lynladestationer i både Thisted, Nørresundby, Vejle og København”, lød det fra Casper Kirketerp-Møller.

Lynlad dine egne og bilens batterier

Lynladestationen ved Odense er en af flere i rækken, som Clever planlægger at indvie, inden året er omme. Således vil det prisvindende stationsdesign skyde op i det danske landskab ved Thisted, Nørresundby, Vejle og København, og fælles for dem alle er, at de har til formål at indbyde til en meningsfuld pause:

Clevers lynladestationer er udviklet i et organisk og modulært design i samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, og udover at forsyne elbiler med strøm, har stationerne til formål at indbyde til en meningsfuld pause:

”Vores lynladestationer er udviklet i et organisk og modulært design i samarbejde med arkitektfirmaet Cobe, men de er også mere end bare et prisvindende design. De er nemlig skabt til at give folk en meningsfuld pause i en travl hverdag. Derfor er vores lynladestationer opført i bæredygtigt træ, og de vil blive omgivet af træer og planter, som kan vække folks sanser og give energi til køreturen, mens bilen lader”, fortalte Casper Kirketerp-Møller.

Skal lagre strøm fra vindmøller og solceller

Udover at være et vigtigt knudepunkt for elbilister på farten, er Clevers lynladestation i Odense udstyret med solceller og et kæmpebatteri på 1,2 MWh, som skal være med til at lagre noget af den strøm, der er i overskud i elnettet.

Lynladestationen er et fælles pilotprojekt i samarbejde med batteriproducenten Xolta, og i fællesskab skal de to selskaber blive klogere på, hvordan man bedst muligt udnytter kæmpebatterier til at lagre uudnyttet vedvarende energi i elnettet og bl.a. bruge den til at oplade elbilerne. 

Går projektet godt, forventer Clever, at modellen skal bredes ud til hele landet, så operatørens større lynladestationer kan understøtte det grønne elnet i Danmark.

Kommentarer