112

Nu får danskerne bedre adgang til finansiering af boligkøb i landdistrikterne

Erhvervsminister Simon Kollerup (S). Pressefoto

Det er nu muligt for danskere at optage et lån med statsgaranti, hvis de vil købe drømmeboligen i landdistrikterne.

Nu har du som boligkøber i landdistrikterne mulighed for at gå ned i banken og få et lån med statsgaranti, for eksempel hvis du tidligere har fået nej til at låne til drømmehuset på grund af postnummeret.

Fra 1. juli er en ny lov om boliglån med statsgaranti i landdistrikterne nemlig trådt i kraft. Det betyder, at der bliver bedre mulighed for at låne på landet.

I første omgang er det op til kreditinstitutterne at indgå en generel vilkårsaftale med Finansiel Stabilitet, der administrerer ordningen. Men allerede nu kan interesserede boligkøbere spørge til ordningen i deres bank, hvis man som boligkøber er interesseret i lån med statsgaranti.

”Postnummeret må ikke blive en stopklods for at få lov til at låne penge til drømmehuset af banken. Derfor er det her noget, jeg har set frem til meget længe. Det er så vigtigt, at vi nu styrker sammenhængskraften med endnu et initiativ. Mit håb er, at alle danskere nu vil sprede ordet om den nye ordning, så den kan få liv over hele landet,” siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Erhvervsministeren har desuden sendt et brev til Dansk Ejendomsmæglerforening og Ejendomsmæglernes Landsorganisation for at gøre opmærksom på statsgarantien til potentielle boligkøbere.

Og også i Landdistrikternes Fællesråd vækker statsgarantien glæde.

”Boligmarkedet i landdistrikterne går nye tider i møde. Nu kan alle danskere efter alt at dømme få mulighed for – med ro i maven – at investere i deres ønskede bolig, hvor end den befinder sig. Dermed kan statsgaranti på boliglån forhåbentlig vise sig at blive endnu et vigtigt træk henimod at sikre mulighederne for liv og udvikling i hele landet,” siger Steffen Damsgaard, formand for Landdistrikternes Fællesråd.

Fakta

  • Med modellen bliver det muligt, hvis lånet ikke kan ydes på sædvanlige vilkår, at få en statsgaranti på den del af boliglånet, der ligger mellem 60 og 90 pct. af boligens værdi for ejerboliger, der har en handelspris under 10.000 kr. pr. kvm., hvis boligen ligger i et postnummer med en gennemsnitlig handelspris under 8.000 kr. pr. kvm., eller har en handelspris under 8.000 kr. pr. kvm.
  • Eksempelvis vil en familie, der gerne vil låne penge af kreditinstituttet til en ejerbolig på 130 kvadratmeter til 1 mio. kr. kunne få et lån med statsgaranti på en del af boliglånet, hvis kreditinstituttet vurderer, det er nødvendigt med en statsgaranti for at yde lånet. Her vil staten kunne garantere 90 pct. af belåningen i spændet 60-90 pct., dvs. 270.000 kr. Kreditinstitutterne skal bære 10 pct. af risikoen i forhold til det enkelte lån. For både låntager og kreditinstitut vil der være en lille merbetaling ift. et lån uden statsgaranti. Det sikrer, at statsgarantien kun bruges i de tilfælde, hvor der ikke kan lånes på almindelige vilkår.
  • Modellen er blevet til i dialog med den finansielle sektor.

Kommentarer