Navnenyt

Ildsjæl vinder HK Kommunal kulturpris

Skrevet af: HK Kommunal

HK Kommunals kulturpris, Jytte-prisen, går i år til Niels Offenberg. Han modtager prisen for sit store arbejde med at skabe involverende og inkluderende kulturarrangementer, der trækker nye målgrupper ind på biblioteket, understøtter den demokratiske samtale og får kulturen til at leve lokalt.

Niels Offenberg er kulturleder på Albertslund Bibliotek, projektleder på Kulturmetropolens ungeindsats og partner på Den Sociale Scene på Folkemødet på Bornholm.

Gennem sit arbejde har han stået bag et hav af kulturarrangementer. F.eks. litteraturfestivalen København læser, litteraturfestivalen Avisen Live, ungefestivalen RÅ Festival, Copenhagen Jazz Festival og meget mere.

HK Kommunals næstformand, Pia Lund Jeppesen, forklarer, at man ikke behøver være en kendt kulturpersonlighed for at gøre en forskel for kulturen. Derfor hylder Jytte-prisen i år en vaskeægte ildsjæl.

– Mange har ambitioner om at skabe kulturarrangementer for de grupper i samfundet, som måske kan opleve biblioteket eller litteraturen som svært tilgængelig. Men Niels Offenberg gør det med succes. Han tør at inddrage lige netop de grupper, det handler om. Hvis han skal være med til at lave en ungefestival, så insisterer han på, at de unge skal være medskabere. Så det ikke bliver Niels Offenbergs festival. Men deres festival, siger Pia Lund Jeppesen.

Prismodtager: Vi har alle magt til at gøre en forskel
Niels Offenberg lægger ikke skjul på, at han er beæret over at modtage prisen. Han håber samtidig, prisen kan hjælpe med at sætte fokus på, at vi alle har mulighed for at gøre en forskel.

– Vi har alle en magt. Især os, der arbejder på kulturelle institutioner som biblioteker. Det kan vi ofte glemme. Men vi har en magt. Til at formidle. Til at gøre folk klogere. Og til at dele den scene, vi har til rådighed. Og vi skal huske at dele den med dem, som ikke nødvendigvis har de samme muligheder for at blive hørt. For når vi gør det, gør vi også en forskel for andre, siger Niels Offenberg.

Prisen blev uddelt 27. november ved HK Kommunals bibliotekskonference på Nyborg Strand. Udover æren består prisen af 10.000 kr. og et keramisk fad af kunstneren Lotte Lemor.

Kort om Niels Offenberg
Født 1972, cand.mag. i Nordisk sprog og litteratur og filosofi. Kulturleder på Albertslund Bibliotek, projektleder på Kulturmetropolens ungeindsats og partner på Den Sociale Scene på Folkemødet. Tidligere bl.a. ansat hos Københavns Hovedbibliotek, KODA og Copenhagen Jazz Festival.
Har gennem sit arbejde været projektansvarlig for en lang række af kulturarrangementer som litteraturfestivalen Avisen Live, Avisen Live for gymnasieelever, ungefestivalen RÅ Festival, litteraturfestivalen København læser, Spil Dansk, Copenhagen Jazz Festival mm.
Gennem Den Sociale Scene på Folkemødet har han været med til at stille en scene til rådighed til dem, som ellers sjældent bliver hørt: udsatte unge, hjemløse, ensomme, handicappede – så de bliver en del af den demokratiske samtale.

De har modtaget Jytte-prisen
Annika Aakjær, Jesper Thorborg, Menneskebiblioteket, Peter Mygind, Frans Rasmussen, Outlandish, Leif Lørring, Kirsten Westh, Truckerbiblioteket, Gerda Krogh Pedersen og Hanne Søborg, Danmarks Blindebibliotek, Mikael Wiehe, Bertil Nordahl, Naser Khader, Den 7. Himmel (børne-kulturprojekt), Leif. P. Jørgensen, Peter Larsen (skuespiller), Nikolaj Cederholm, Anker Jørgensen, Erik Clausen, DRs B&U-afdeling, Pia Raug, Carl Scharnberg, Lone de Neergaard, Marianne Larsen, Tine Bryld, Jytte Abildstrøm.

Fakta om Jytte-prisen
Prisen uddeles hvert andet år som anerkendelse af en eller flere personer, der har gjort sig særligt bemærket på det kulturelle område. Prisen er opkaldt efter Jytte Hansen, der i en årrække arbejdede på Frederikshavn Bibliotek og var primus motor i det biblioteksfaglige arbejde i HK Kommunal.

Dette er en nyhed indsendt af HK Kommunal.
Du kan også indsende nyheder under INDSEND i topmenu. 

Kommentarer