112

En tredjedel af sundhedspersonalet i Region H får gavn af vinterpakke

Ca. 11.000 medarbejdere, svarende til ca. 30 % af medarbejderne på hospitalerne, står til at modtage et fastholdelsestillæg i op til fire måneder. Tillægget er en del af de midler, som et flertal i Folketinget har afsat til at lette presset på sundhedsvæsenet hen over vinteren.

​Det er blandt andre sygeplejersker, social- og sundhedspersonale og bioanalytikere på hospitalerne i Region Hovedstaden, som kan se frem til at få del af den hjælpepakke, som politikerne på Christiansborg har afsat til sundhedsvæsenet.

Samlet set er det ca. 30 % af medarbejderne på hospitalerne i regionen, som står til at modtage et fastholdelsestillæg på kr. 4.000 pr. måned for en fuldtidsansat i op til fire måneder. Første rate udbetales med januarlønnen.

Derudover er der sat penge af til vagtbelastningstillæg, bonus for FEA-vagter (frivilligt ekstraarbejde) samt bonus for specifikt udvalgte vikarvagter. Det er endnu for tidligt at opgøre, hvor mange der vil få disse tillæg, som bliver udbetalt fra februar og herefter løbende i foråret.

Vinterpakker skal styrke behandlingsaktivitet og fastholdelse

I løbet af vinteren har både regionale og nationale politikere sat midler af til at hjælpe et presset sundhedsvæsen.

Regionsrådet i Region Hovedstaden besluttede den 9. november 2021 at afsætte 30 mio. kr. til en regional vinterpakke med det formål – på den korte bane – at styrke hospitalernes fastholdelse og rekruttering.

Partierne bag finansloven blev den 5. december 2021 enige om at tilføre sundhedsvæsenet 1 mia. kr. til at styrke sundhedsvæsenets robusthed over vinteren. Region Hovedstadens andel er 312,4 mio. kr.

Regionsrådet har vedtaget, at midlerne fra Folketinget både skal anvendes til at fastholde medarbejdere og til at styrke aktiviteten i sundhedsvæsenet i Region Hovedstaden.

Rådet har derudover lagt vægt på, at det er nødvendigt at prioritere de mest pressede områder, samt at pengene ikke smøres tyndt ud på alle, men at medarbejderne får udbetalt et beløb, der kan mærkes.

Fordeles af hospitalerne

Rådet har valgt, at pengene udmøntes lokalt, hvor man har konkret viden om, hvor behovet er størst. Hospitalerne har derfor udpeget de afsnit og medarbejdere, der skal tilgodeses.

Midlerne anvendes særligt på de mest belastede og vagttunge afsnit, herunder akutte afsnit med patient- og borgerkontakt, der har mange vakancer, højt sygefravær og høj personaleomsætning.

Fordelingen af fastholdelsestillægget mellem hospitaler og medarbejdergrupper fremgår af tallene nedenfor, fordelt på hospital, medarbejdergrupper og antal medarbejdere, der får fastholdelsestillæg:

Hospitaler

Amager og Hvidovre Hospital – 1.639

Bispebjerg og Frederiksberg Hospital – 1.364

Bornholms Hospital – 338

Herlev og Gentofte Hospital – 1.473

Nordsjællands Hospital – 1.985

Region Hovedstadens Psykiatri – 1.550

Rigshospitalet – 2.639

Medarbejdergrupper

Sygeplejersker – 6.175

SOSU-personale – 1.559

Bioanalytikere – 755

Læger – 646

Lægesekretærer – 488

Portører – 377

Radiografer – 292

Servicepersonale – 200

Fysioterapeuter – 140

Pædagogisk personale – 85

Jordemødre – 71

Ergoterapeuter – 51

Andet personale – 149

Vinterpakkerne er ikke den eneste mulighed for tillæg, der bidrager til at honorere medarbejdere og styrke sundhedsvæsenets robusthed i den aktuelle vinterperiode. F.eks. er der aftalt et belastningstillæg til jordemødre på hospitalernes fødesteder samt tillæg for tjeneste på COVID-afsnit til sygeplejersker og social- og sundhedspersonale

Regionen vil løbende holde øje med effekten af vinterpakken fra Christiansborg, dels i forhold fastholdelse af sundhedspersonalet, dels i forhold til behandlingsaktiviteten.

Politikerne, som sidder i Forretningsudvalget i Region Hovedstaden, vil blive orienteret om en status for udmøntningen på et møde den 8. marts og om effekten af regeringens vinterpakke på et møde den 10. maj. 

Kommentarer