Samfund

Danmark indtager førsteplads i ærgerlig disciplin: Vi har verdens yngste rygestart

Skamstøtten 'Det Rygende Barn' skal minde os om, at vi har et fælles ansvar for, at børn og unge ikke ryger.

Danmark har verdens yngste rygestart. Det viser ny international undersøgelse. Faktisk er hver fjerde, der begynder at ryge fast, 14 år eller endnu yngre. Men hvem bærer ansvaret for vores nye førsteplads – og hvordan kommer vi af med den igen? De spørgsmål stiller Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden, når de som led i ny kampagne rejser skamstøtten Det Rygende Barn, som skal minde os om, at vi har et fælles ansvar for, at kommende generationer er røgfrie.

16,4 år. Det er gennemsnitsalderen på danske unge, når de begynder at ryge regelmæssigt. Det viser et nyt studie publiceret af The Lancet Public Health, som er et internationalt anerkendt videnskabeligt tidsskrift. Globalt ligger gennemsnittet på 19,2 år.

– Rygning er den absolut største trussel mod folkesundheden. Det er en utrolig ærgerlig førsteplads, som vi skal gøre alt for at komme af med. Vi ved, at risikoen for et livslangt tobaksforbrug øges, jo yngre man er ved rygestart, og det betyder desværre også større risici for sygdom og tidlig død. Derfor er det afgørende, at vi forhindrer, at vores børn og unge begynder at ryge,” siger forebyggelseschef i Kræftens Bekæmpelse Mette Lolk Hanak.

Tal fra Statens Institut for Folkesundhed viser, at hver fjerde af de 15-29-årige, som ryger regelmæssigt, begyndte at ryge fast, da de var 14 år eller endnu yngre. Det er til trods for, at udviklingen i børn og unges tobaksvaner er gået den rigtige vej de senere år.

– Selvom vi har fået en national handleplan, og der er taget mange gode initiativer, er det vigtigt, at vi ikke hviler på laurbærrene, men gør endnu mere for at forhindre, at vores børn og unge ryger. F.eks. skal prisen højere op, flere udeområder skal være røgfrie, og vi skal helt i mål med røgfri uddannelse for alle. Og så skal vi skabe nye initiativer, hvor vi ikke bare skubber til de strukturelle rammer, men også vores kultur og normer,” siger underdirektør i TrygFonden, Jette Jul Bruun.

Mette Lolk Hanak supplerer:

– Hvem har den tvivlsomme ære af førstepladsen? Er det de unge eller deres forældre? Butikkerne, medierne, tobaksindustrien eller politikerne? Ingen har førstepladsen alene. For sandheden er, at skylden ikke kan placeres hos én enkelt gruppe. Til gengæld kan ansvaret løftes af os alle. Derfor opfører vi skamstøtten Det Rygende Barn, der skal minde os om det fælles ansvar. Den skal få flere til at stille sig selv spørgsmålet: ”Hvem har egentlig ansvaret?” og opdage, at fingeren peger i flere retninger. Også indad.

Skamstøtten Det Rygende Barn begynder sin rejse på Nyborg Gymnasium

Afsløringen af Det Rygende Barn og kampagnen sker på Nyborg Gymnasium den 25. november. Placeringen er ikke helt tilfældig. Her indførte man som det første gymnasium røgfri skoletid for tre år siden. Udover klare sanktioner, sundhedsambassadører og kommunale rygestopkurser på skolen har skolen indført gratis morgenmad, billig frugt og spil og fodboldborde til aktive pauser uden røg. Det har virket.  

Rektor på Nyborg Gymnasium Henrik Vestergaard Stokholm siger:

– Det er vigtigt, at skamstøtten kommer rundt i landet. Den skal minde os om, at vi skal fortsætte med at arbejde for, at færre børn og unge begynder at ryge. Vi har i flere år arbejdet målrettet for, at ingen af vores elever ryger, og kan se på Unge-sundhedsprofilen for Nyborg Kommune, at tiltaget bl.a. har været med til at halvere antallet af rygere mellem 15 og 25 år. Så vi er glade for, at skamstøtten begynder sin rejse her, hvor den kan være med til at skubbe til samtalen, så viden og erfaringer deles på tværs af landet. Sådan løfter vi opgaven bedst”.

Efter Nyborg drager skamstøtten rundt i landet, herunder til Rødovre og Silkeborg. Derved kan flere af Røgfri Fremtids 276 partnere fortælle, hvordan de tager ansvar for, at vi kommer af med den ærgerlige førsteplads.

Om partnerskabet Røgfri Fremtid

I 2017 lancerede Kræftens Bekæmpelse og TrygFonden Røgfri Fremtid, der er et partnerskab og en bevægelse, som arbejder for, at ingen børn og unge ryger i 2030, og kun 5 pct. af de voksne ryger. I skrivende stund er 276 skoler, organisationer, virksomheder og institutioner partnere i Røgfri Fremtid. Læs mere på www.røgfrifremtid.dk

Kommentarer