Erhverv

Coop Byen har valgt totalentreprenør

Visualisering af første fase af Coop Byen i Albertslund. Illustration: Henning Larsen Architects.

Entreprenørvirksomheden HHM A/S er valgt som totalentreprenør til opførelsen af første fase af Coop Byen – en ny bydel omkring Coops hovedkvarter i Albertslund vest for København.

Det bliver entreprenørvirksomheden HHM A/S, der som totalentreprenør skal stå for at lede byggeriet, når opførelsen af første fase af Coop Byen forventes at gå i gang senere i 2022.

Coop Byen skal bygges på Coops grund i Albertslund i flere faser med afsæt i en masterplan udarbejdet af tegnestuen Henning Larsen. Coop og PensionDanmark indgik i 2021 en aftale om at udvikle Coop Byens første fase sammen.

Første fase af Coop Byen består af tre boligbebyggelser med ca. 360 svanemærkede lejligheder, rækkehuse og ungdomsboliger, et parkeringshus, en bypark og et Kvartershus med bl.a. multisal, daginstitution, fællesfaciliteter, foreningslokaler og caféområde, som samlet skal skabe et attraktivt kvarter for alle – med særligt fokus på børnefamilier. Bydelen skal desuden opnå bæredygtighedscertificeringen DGNB Guld.

Thomas Kjær Petersen, der er projektudviklingschef i PensionDanmark, ser frem til samarbejdet om Coop Byen med HHM.

”Vi har valgt HHM som entreprenør til Coop Byen, fordi vi ved, at de kan levere den høje kvalitet, der skal kendetegne boliger og byrum i Coop Byen. De har også det rigtige afsæt for at indfri vores visioner om solidt håndværk, DGNB og svanemærket boliger, et reduceret klimaaftryk og kan samtidig levere kvalitetsløsninger til den aftalte pris og tid. Med HHM får vi det rette fundament for at bygge en helt speciel bydel, hvor kvalitetsboliger, fællesskaber og et holistisk hverdagsliv er i centrum,” siger Thomas Kjær Petersen.

Ejendomsdirektør i Coop, Flemming Møller Hansen, udtaler:

”HHM er en robust og erfaren samarbejdspartner for Coop Byen, som kan styre byggeriet af Coop Byens fællesfaciliteter og boliger godt i mål. Vi ser frem til et godt samarbejde om at bygge funktionelle boliger med lang holdbarhed, der passer til forskellige familieformer og er i tråd med vores mål indenfor kvalitet og ansvarlighed.”

Aftalen med HHM A/S er indgået efter en udbudsrunde og er første skridt på vejen til at få projekteret byggeriet, der forventes at stå færdigt fra 2024.

Peter Carstensen, direktør i HHM, glæder sig over samarbejdsaftalen og til at fortsætte samarbejdet med Coop Byen.

”Fra de første indledende drøftelser med bygherre har det været tydeligt, at alle parter har samme sunde opfattelse og tilgang til samarbejde og optimal værdiskabelse. I HHM har vi stor erfaring med tidlig inddragelse, hvor vi i tæt dialog og samarbejde med bygherre, rådgivere og brugere i fællesskab skaber det bedste byggeri. Vi ser frem til at bringe alle vores kompetencer indenfor boligbyggeri og bæredygtighed i spil, så Coop Byen til fulde indfrier de høje ambitioner for smukt håndværk og lavere klimaaftryk.”

Boligerne i Coop Byens første fase samles i tre boligbebyggelser omkring en bypark og et såkaldt Kvartershus. Aftalen med HHM omfatter to bebyggelser med etagebyggeri og Kvartershuset. De tre bebyggelser er tegnet af de to forskellige tegnestuer: Arkitema og Mangor & Nagel. MOE A/S varetager ingeniørrådgivningen for alle tre bebyggelser.

Kommentarer