Samfund

100 forældrepar får hjælp til at bryde den negative sociale arv

Foto: Julita/Pixabay

Den A.P. Møllerske Støttefond har bevilget 5,1 millioner kroner til en specialiseret indsats, der skal styrke 100 unge forældrepars individuelle og relationelle kompetencer. Indsatsen har fokus på forældrepar, hvor den ene eller begge er vokset op i familier med alkohol- eller stofmisbrug. Målet er, at erfaringerne skal munde ud i et målrettet kursusforløb, der kan komme mange flere forældrepar til gavn i fremtiden.

Ifølge Sundhedsstyrelsen angiver 510.000 voksne over 18 år, at de er vokset op i en familie med alkoholproblemer.Det svarer til knap 9 procent af alle danskere over 18 år.

Den A.P. Møllerske Støttefond har netop bevilget 5,1 millioner kroner til en indsats, som skal bidrage til at bryde den negative sociale arv. Indsatsen er blevet til i et tæt samarbejde mellem de to nonprofitorganisationer Center for Familieudvikling og TUBA Danmark.

Center for Familieudvikling uddanner til dagligt fagpersoner og hjælper private til at håndtere familieudfordringer, alt imens TUBA Danmark yder gratis terapi til unge, der er børn af forældre ramt af misbrugsproblemer.

Opvækst spænder ben for forældrerollen

Konkret skal 100 forældrepar igennem et undervisningsforløb, der skal hjælpe dem med at skabe rammen for et trygt familieliv. Undervisningen har særlig fokus på deltagernes livsmestring, forældre- samt familiekompetencer.

”Mange af de unge, der er vokset op med forældre ramt af alkoholproblemer eller stofmisbrug, har brug for støtte for at kunne føle sig trygge i rollen som forældre. Vi håber, at vi med projektet kan bidrage til at få brudt med negative adfærdsmønstre og hjælpe de unge forældre med at øge deres tro på egne evner som forældre. Det er livsændrende at blive forældre for alle, men at blive forældre og samtidig være hunderæd for at gentage sine forældres adfærd gør ikke noget godt for nogen. Slet ikke når de unge samtidig kan have udfordringer i andre af livets forhold”, siger konstitueret landsleder i TUBA Danmark, Jann Sjursen.

45 procent af de unge, der kommer i TUBA, har oplevet gentagen fysisk vold i deres barndom. 64 procent har oplevet psykisk vold igennem deres barndom. Det kan præge deres evne til at indgå i nære relationer, både i parforholdet og som forældre, lyder det.

“Det har altid været en drøm for mig at få min egen familie og at give dem det, som jeg ikke selv har haft. Men hvordan gør man det rigtigt, når jeg ikke selv har oplevet det? Det var for eksempel først, da jeg blev forælder, at det slog mig, hvor dårligt jeg selv var blevet behandlet. Det var det, der fik mig til at begynde i terapi i TUBA. Jeg var så bange for at komme til at gentage mønstrene fra min egen barndom, fortæller Rosa Eriksen, der er gift og mor til to.

40 procent af de unge, der søger hjælp i TUBA, angiver, at de har henvendt sig for at få hjælp til deres par-, familie- eller forældrerolle.

Kendt kursus til forældrepar i nye klæder

Projektet vil tage udgangspunkt i det internationalt veldokumenterede kursus, PREP, der hjælper par til bedre at kommunikere.

Center for Familieudvikling har lang erfaring med at skabe sundere parforhold og et lavere konfliktniveau i familien ved hjælp af PREP.

”Vi ved fra vores arbejde på Center for Familieudvikling, at PREP kan styrke pars evne til at reducere destruktive konflikter og samtidig øge deres viden om, hvad der styrker et godt parforhold. Kurset er en håndsrækning til de voksne, men også en gave til børnene. Vi ved nemlig fra forskning, at parforholdet er afgørende for voksnes livskvalitet, men også har en stor betydning for børnenes trivsel og udvikling, siger direktør hos Center for Familieudvikling, Mattias Stølen Due.

TUBAs viden om målgruppen vil blive integreret i kursusforløbet, så forløbet tilpasses de særlige vanskeligheder og behov, som de unge, der er vokset op i familier med misbrug, har.

Projektet vil blive gennemført i løbet af de næste tre år. I den periode vil kurset blive justeret på baggrund af løbende erfaringer.

På sigt er det målet at skabe et målrettet kursus, der kan blive implementeret i organisationen og overgå til lokalafdelingernes almene tilbud, så indsatsen kommer mange flere forældrepar til gode.

Kommentarer